Sådan passer du bedst på dine øjne i hverdagen
Dine øjne er blandt dine vigtigste sanser, og det kan derfor godt betale sig at gøre en aktiv indsats for at passe på dem – både nu og i fremtiden.
Mange tænker ikke over, at vores livsstil har stor betydning for øjets sundhed, men der er faktisk flere daglige vaner, som kan være med til at bevare et godt syn gennem hele livet.
Her får du en række enkle og effektive råd til, hvordan du bedst beskytter dine øjne.
Beskyt dine øjne mod solens skadelige stråler
Solens UV-stråler kan over tid skade øjets strukturer og øge risikoen for både midlertidige og permanente skader – herunder grå stær og kræft i øjet. Det er derfor en rigtig god vane at bruge solbriller med UV-beskyttelse hver gang, du opholder dig i stærkt sollys – også om vinteren, hvor UV-strålingen stadig kan være høj og blandt andet kan forårsage sneblindhed.
Sneblindhed viser sig som overfladiske sår på hornhinden og kan give symptomer som stærke smerter, lysfølsomhed og rindende øjne. Symptomerne opstår ofte senere på dagen eller om natten. Sundhedsstyrelsen anbefaler at beskytte øjnene, når UV-indekset overstiger 3.
Spis sundt og husk vitaminerne
En varieret kost rig på vitaminer, mineraler og sunde fedtsyrer er afgørende for øjnenes sundhed gennem hele livet. C-vitamin og E-vitamin beskytter øjets celler mod oxidativt stress og kan nedsætte risikoen for aldersrelaterede øjensygdomme. A-vitamin spiller en særlig rolle i at bevare et godt nattesyn og en sund hornhinde og findes blandt andet i gulerødder, grønkål og spinat.
Mineraler som zink og kobber hjælper kroppen med at transportere A-vitamin til nethinden og beskytter cellerne mod skader. Derudover har omega-3 fedtsyrer, især DHA og EPA fra fed fisk som laks og makrel, vist effekt i forebyggelsen af tørre øjne og udtynding af nethindens struktur. Studier peger også på, at omega-3 kan have en beskyttende effekt mod aldersrelateret maculadegeneration (AMD), som hyppigst rammer personer over 65 år og i værste fald kan føre til blindhed.
Ved at spise en kost med masser af farverige grøntsager, fisk, nødder og fuldkorn giver du dine øjne et stærkt fundament. Kombinerer du det med regelmæssige synsundersøgelser, kan du bedre forebygge fremtidige synsproblemer.
Hold kroppen i gang
Regelmæssig motion har en veldokumenteret positiv effekt på blodcirkulationen – også til øjnene. En god blodgennemstrømning er vigtig for at sikre, at øjets væv får nok ilt og næringsstoffer, som er nødvendige for at holde øjet sundt og velfungerende.
Fysisk inaktivitet og livsstilssygdomme som forhøjet blodtryk og type 2-diabetes kan skade de små blodkar i nethinden og føre til alvorlige synsproblemer som diabetisk retinopati. Studier viser, at personer, der dyrker moderat motion regelmæssigt, har en lavere risiko for at udvikle øjensygdomme som grøn stær (glaukom) og aldersrelateret maculadegeneration, fordi motion bidrager til at holde blodtryk og blodsukker stabilt.
Motion er derfor ikke kun vigtigt for den generelle sundhed, men også en aktiv måde at forebygge øjensygdomme på.
Undgå rygning
Rygning er en af de mest veldokumenterede risikofaktorer for alvorlige øjensygdomme. Tobaksrøg indeholder skadelige stoffer, som kan forårsage oxidativt stress og inflammation i øjet. Dette skader især blodkarrene i nethinden og øger risikoen markant for udvikling af både grå stær (katarakt) og aldersrelateret maculadegeneration (AMD).
Forskning viser, at rygere har op til tre gange så stor risiko for at udvikle AMD sammenlignet med ikke-rygere. Grå stær opstår, når øjets linse bliver uklar, mens AMD nedbryder nethindens skarpsynsområde (macula), hvilket kan føre til betydeligt synstab eller blindhed.
Skaderne fra rygning kan forværre sig over tid, men et rygestop kan bremse udviklingen og forbedre øjensundheden. At kvitte cigaretterne er derfor en af de mest effektive beslutninger, du kan træffe for at beskytte dit syn på lang sigt.
Få regelmæssige øjenundersøgelser
Selv hvis du ikke oplever synsproblemer i hverdagen, er det en god idé at få tjekket øjnene regelmæssigt. Mange øjensygdomme udvikler sig langsomt og uden tydelige symptomer i starten, men kan ofte behandles mere effektivt, hvis de opdages tidligt.
Et øjentjek hos en øjenlæge kan fange forandringer i tide og være med til at forebygge alvorlige synsproblemer. Har du allerede udfordringer med synet som nærsynethed, langsynethed eller bygningsfejl, kan en laser øjenoperation være en mulighed for at reducere eller helt undgå behovet for briller eller kontaktlinser.
Du kan læse mere om dine muligheder for øjenoperation her.
Kilder: Øjenforeningen, Sundhed.dk, Dansk Blindesamfund, Apotekeren.dk, Netdoktor.
