Øjensygdomme øger risikoen for fald og knoglebrud hos ældre
Med alderen øges risikoen for fald og knoglebrud generelt. Men er synet samtidigt besværet som følge af grå stær, AMD eller glaukom, øges risikoen for fald og knoglebrud yderligere. Det viser et studie fra JAMA Ophthalmology, der har undersøgt sammenhængen mellem de tre øjensygdomme og risikoen for fald og knoglebrud. Undersøgelsen tager udgangspunkt i mere end 3,4 millioner mennesker og underbygger nu anerkendelsen af, at personer med grå stær, AMD eller glaukom (grøn stær) er i øget risiko for at falde og pådrage sig knoglebrud. Gennemsnitsalderen for de deltagende var 73,8 for grå stær-patienter, 79,4 år for AMD-patienter og 69,8 glaukom-patienter, og sammenligner man personerne med sammenlignelige personer, er der altså en øget risiko for at falde og brække knoglerne – og det gælder hele kroppen.
Kort om grå stær
Grå stær er en øjensygdom, som hyppigst ses hos personer over 65 år, hvor linsen i øjet bliver mere og mere uklar. Sygdommen rammer typisk begge øjne, men generne kan starte på det ene. Når man har grå stær, oplever mange ændringer i synet, synsnedsættelse, blændingsgener, ændringer i det at se farver, og nogle oplever også dobbeltsyn.
Kort om AMD
AMD står for Aldersrelateret Macula Degeneration. Det er en aldersrelateret øjensygdom, som kan påvirke synet i forskellig grad. Nogle oplever stor synsnedsættelse, mens andre oplever det i en mindre grad. AMD optræder i både en våd og en tør udgave, hvor den våde udgave kan give store ændringer i synet på relativt kort tid.
Kort om glaukom (grøn stær)
Grøn stær eller glaukom dækker over en række sygdomme, der påvirker synet. Når man har grøn stær vil forandringer i de inderste nerveceller i øjet medføre tiltagende udfald i synsfeltet. Grøn stær kan medføre blindhed, hvis ikke det opdages i tide. Opdages det i tide, kan det behandles, og de fleste vil beholde evnen til at se.
Læs også: Forskning viser, at sund kost kan beskytte mod AMND øjensygdom
Kilde: Risk of Falls and Fractures in Individuals With Cataract, Age-Related Macular Degeneration, or Glaucoma, JAMA Ophthalmology, Sundhed.dk, Sundhed.dk, Øjenforeningen, Netdoktor