Røde øjne: 5 årsager, du bør kende til
Det er ikke usædvanligt at opleve røde øjne kortvarigt. Normalt forsvinder det af sig selv eller ved let behandling, og det er sjældent farligt for synet. Bliv meget klogere på, hvad røde øjne er, og hvilke bagvedliggende årsager der kan være.
Hvad er røde øjne?
Når man taler om røde øjne, er det typisk, når det hvide i øjet bliver rødt. Bag det hvide ligger øjets blodkar, som normalt ikke er synlige. Men ved forskellige former for påvirkninger kan blodkarrene udvide sig og blive tydelige og komme til syne. Her vil man opleve røde øjne.
Der findes en lang række påvirkninger af øjet, som kan gøre blodkarrene tydelige og gøre øjnene røde. Nedenfor listes 5 af de typiske årsager til røde øjne
Typiske årsager til røde øjne
1. Træthed, hovedpine og feber
Øjnenes blodkar kan påvirkes af det, der sker i kroppen. Fx er det ikke usædvanligt at få røde øjne, når man er træt, syg med feber/forkølelse eller har hovedpine. Alkohol kan også give røde øjne. Dette er forbigående og går væk af sig selv.
2. Øjenbetændelse
Har man øjenbetændelse, vil man opleve røde øjne. Typisk starter betændelsen i det ene øje og breder sig til det andet inden for kort tid. Udover røde øjne vil man ved øjenbetændelse også opleve, at der løber væske ud af øjnene, og de vil typisk være klistrede, når man har sovet.
Øjenbetændelse forårsaget af en virus går i sig selv. Er det en bakterie, der er skyld i det, kan man bruge øjendråber med antibiotika i.
3. Øjenallergi
Allergi er en tredje hyppig årsag. Det kan være forårsaget af pollenallergi, støv, skimmel, parfume etc. Røde øjne forårsaget af allergi kan mindskes ved hjælp af øjendråber.
4. Sår på hornhinden
Et lille, overfladisk sår på hornhinden kan også forårsage røde øjne. Den slags opstår typisk, hvis man har fået noget i øjet fx sand, støv eller andre små partikler. Typisk forsvinder det af sig selv, men man kan afhjælpe generne ved at skylle øjet. Hvis ikke det forsvinder selv, skal det fjernes hos en læge.
5. Sprængt blodkar i øjet
Det kan også ske, at røde øjne opstår på grund af et lille sprængt blodkar i øjet. Normalt er det noget, som går i sig selv, og som ikke er farligt eller påvirker synet. Sprængningen kan ske af sig selv, men kan også forårsages af forhøjet blodtryk, skader på øjet eller forhøjet blodtryk.
Hvornår kan røde øjne være farligt?
I nogle tilfælde kan røde øjne være et symptom på noget mere alvorligt. Derfor er det vigtigt at søge læge i følgende tilfælde.
- Hvis lyspåvirkning giver smerter og tårer i øjnene (lysskyhed)
- Hvis du opdager en blålig-rød krans om hornhinden
- Hvis du oplever synsforstyrrelser
- Hvis du generelt oplever smerter i eller omkring øjet
Røde øjne kombineret med ovenstående symptomer kan være tegn på en række mere alvorlige øjensygdomme.
Kilder:
Sundhed.dk – røde øjne
Sundhed.dk – fremmedlegme i øjet